Google har den 24. september startet udrulningen af September 2026 Spam Update, og det bliver interessant at følge, hvad der sker i søgeresultaterne de kommende dage og uger.
Google oplyser selv, at opdateringen gælder globalt og på alle sprog. Udrulningen kan tage op til to uger.

Interessant i forhold til linkbuilding
Opdateringen kommer kun kort tid efter Googles spam-opdatering i august. Her blev der registreret forholdsvis store udsving i søgeresultaterne.
Det er selvfølgelig interessant set i forlængelse af de artikler, jeg den seneste tid har skrevet om linkbuilding, købte links og linkmarkeder. Jeg har blandt andet set nærmere på de strukturer og mønstre, der kan opstå, når linkbuilding bliver sat i system.
Det betyder ikke, at den nye spam-opdatering nødvendigvis handler om købte links.
Google har ikke oplyst, at September 2026 Spam Update specifikt er rettet mod linkspam eller bestemte former for linkbuilding. Det vil derfor være alt for tidligt at drage den konklusion.
Historien har vist det før
Jeg har arbejdet med SEO siden 1999 og har derfor været med gennem en del større og mindre ændringer hos Google.
Historien har flere gange vist, at metoder, der fungerer fint i en periode, ikke nødvendigvis bliver ved med at gøre det. Google ændrer løbende måden, de vurderer websites og forskellige signaler på.
Det er også en af grundene til, at jeg i mine seneste artikler har kigget nærmere på, hvordan den nuværende handel med links har udviklet sig. Her er det interessant at se, hvor ensartede nogle af strukturerne efterhånden kan blive.
Nu må vi følge udviklingen
Lige nu ved vi ganske enkelt ikke, hvilke typer websites eller metoder der eventuelt bliver påvirket af den nye opdatering.
Når Google samtidig oplyser, at udrulningen kan tage op til to uger, giver det heller ikke meget mening at konkludere noget på baggrund af de første udsving.
Det bliver spændende at følge udviklingen de kommende dage og uger – og se, om der efterhånden begynder at vise sig tydelige mønstre i, hvilke websites der vinder og taber synlighed.