Menu Luk

AI, linkgrafen og linklossepladsen

AI-illustration af en linkgraf med websites og kunstige linkklynger

Når der tales om linkbuilding, bliver fokus stadig ofte lagt på det enkelte backlink.

Hvor stærkt er domænet? Er linket follow? Hvilken ankertekst anvendes? Hvor mange backlinks har domænet selv? Og kommer linket fra et nyt domæne?

Men Google ser ikke kun det enkelte link.

Google arbejder med relationerne mellem enorme mængder sider og websites. PageRank og andre systemer til linkanalyse indgår fortsat i Googles rankingsystemer, samtidig med at Google anvender maskinlæring og AI-baserede systemer til blandt andet spamdetektion.

Derfor er spørgsmålet ikke længere kun:

“Ser dette backlink godt ud?”

Et mindst lige så interessant spørgsmål er:

“Hvilket miljø kommer backlinket fra?”

Det er her, linklossepladsen kommer ind i billedet.

Hvad er en linklosseplads?

Jeg bruger betegnelsen linklosseplads om websites, hvor en væsentlig funktion synes at være at publicere indhold med links videre til andre – ofte kommercielle – websites.

Det betyder ikke, at et website med sponsorerede artikler, gæsteindlæg eller mange eksterne links automatisk er en linklosseplads. Seriøse medier kan naturligvis have både annoncer, sponsoreret indhold og eksterne links.

Det interessante er mønstret.

Hvis et website publicerer om bedemænd den ene dag, børnetøj den næste og derefter fitness, gartnere, håndværkere, biler og webshops – og en stor del af artiklerne samtidig indeholder kommercielle links – er det relevant at undersøge, hvilken funktion websitet reelt har.

Bliver samme struktur fundet på mange forskellige domæner, handler det ikke længere kun om det enkelte website.

Det handler om et linkmiljø.

Generiske søgeord som fingeraftryk

Et signal, man kan støde på, er websites bygget omkring generiske kommercielle nøgleord kombineret med ord, der signalerer kvalitet, pris, udvælgelse eller køb.

Tag eksempelvis nøgleordet bedemand. Det kan kombineres med formuleringer som:

  • landets bedste + bedemand
  • billig + bedemand
  • bedste + bedemænd
  • find + bedemand
  • udvalgte + bedemænd
  • bedemand + oversigt
  • bedemand + guide
  • bedemænd + Danmark

Den samme konstruktion kan anvendes på andre brancher.

For børnetøj kan det eksempelvis være bedste + børnetøj, billigt + børnetøj, køb + børnetøj, alt om + børnetøj eller børnetøj + guide.

For fitness kan det være bedste + fitness, billig + fitness, bedste + fitnessøvelser, fitness + guide eller alt om + fitness.

For gartner kan det være bedste + gartner, billig + gartner, find + gartner, gartnere + Danmark eller udvalgte + gartnere.

Eksemplerne er konstruerede ordkombinationer og henviser ikke til bestemte eksisterende domæner eller virksomheder.

Et søgeord i et domænenavn er naturligvis ikke spam. Det interessante opstår, når samme konstruktion gentages på tværs af mange websites, der samtidig udfører den samme funktion.

Det er altså ikke ordene bedemand, børnetøj, fitness eller gartner, der er interessante.

Det er mønstret omkring dem.

“Udvalgte virksomheder” – udvalgt af hvem?

Besøger man nogle af denne type websites, møder man formuleringer som “udvalgte virksomheder”, “kvalitetsleverandører”, “de bedste virksomheder” og “anbefalede forhandlere”.

Det giver indtryk af, at nogen har foretaget en vurdering. Men hvem – og efter hvilke kriterier?

Er virksomhederne udvalgt på baggrund af kundeanmeldelser, faglige kvalifikationer, priser, produkttest eller redaktionel research?

Eller betyder udvalgt i praksis blot, at virksomheden har betalt for artiklen eller linket?

Der er intet usædvanligt i at betale for annoncering eller eksponering. Problemet opstår, hvis en kommerciel placering fremstilles som en uafhængig kvalitetsvurdering uden at forklare grundlaget.

Hvem står bag websitet?

Det bliver endnu mere interessant, hvis det samtidig er vanskeligt at finde ud af, hvem der står bag siden.

Hvem ejer websitet? Hvilken virksomhed driver det? Hvor er CVR-nummer, adresse, telefonnummer og almindelige kontaktoplysninger? Hvem er ansvarlig for indholdet?

Og hvis der behandles personoplysninger: Fremgår det tydeligt af privatlivspolitikken, hvem den dataansvarlige er?

Ingen af disse forhold beviser isoleret, at et website eksisterer for at sælge links.

Men hvis et website fortæller læseren, hvilke virksomheder der er “de bedste”, samtidig med at det er uklart, hvem der foretager vurderingen, hvordan virksomhederne er udvalgt, og om omtalen kan købes, er der god grund til at se nærmere på det.

Først kommer linket – bagefter artiklen

Her findes en afgørende forskel mellem et naturligt redaktionelt link og mange købte SEO-links.

Ved et naturligt link eksisterer det redaktionelle behov først. En udgiver skriver om et emne og henviser til en relevant virksomhed, undersøgelse, organisation eller anden kilde, fordi henvisningen giver mening for læseren.

Ved købte SEO-links kan rækkefølgen være omvendt:

Først eksisterer behovet for backlinket. Derefter produceres artiklen omkring det.

På overfladen kan resultatet sagtens se naturligt ud. En artikel handler om børnetøj, ordet børnetøj indgår i teksten, og der linkes til en webshop, der sælger børnetøj.

Der er altså tematisk sammenhæng mellem tekst, ankertekst og destination.

Men hvorfor skulle dette alene overbevise Google om, at webshoppen fortjener en topplacering på søgningen børnetøj?

Enhver kan i princippet oprette et website, skrive en artikel og indsætte et link med den ønskede ankertekst.

Et hyperlink skaber ikke automatisk troværdighed.

Linkgrafen ændrer perspektivet

Internettet kan betragtes som et enormt netværk. Sider er punkter i netværket, og links er forbindelserne mellem dem.

Det grundlæggende princip går helt tilbage til PageRank. Google beskriver fortsat PageRank og andre systemer, der analyserer relationerne mellem sider og links, som en del af deres rankingsystemer.

Et backlink kan derfor betragtes som mere end en isoleret forbindelse mellem side A og side B. På hovedsitet har jeg samlet en mere grundlæggende forklaring af, hvordan en linkgraf kan bruges til at analysere relationer mellem websites.

Man kan blandt andet undersøge:

  • Hvem linker ellers fra domænet?
  • Hvem linker til domænet?
  • Hvilke destinationer går igen?
  • Hvilke typer ankertekster anvendes?
  • Hvilke websites deler mange af de samme destinationer?
  • Hvor stærkt er websitet forbundet med resten af nettet?
  • Findes der klynger af websites, der sender links til de samme typer kommercielle destinationer?

Det er her, grafanalyse bliver interessant.

100 domæner kan stadig være én klynge

Forestil dig 100 websites med forskellige domænenavne, forskellige servere, forskellige designs og forskellige tekster.

Et traditionelt backlinkværktøj kan vise:

100 backlinks fra 100 forskellige referring domains.

Det ser umiddelbart ud som stor diversitet.

Men hvad nu hvis de 100 websites publicerer samme type kommercielle artikler, linker til mange af de samme destinationer og hovedsageligt eksisterer for at sende links videre til virksomheder?

Så har vi måske 100 forskellige domæner, men ikke 100 uafhængige redaktionelle miljøer. Det er netop en af de ting, der bør undersøges ved en analyse af den samlede linkprofil.

Domænediversitet er ikke nødvendigvis det samme som strukturel diversitet.

Backlinkværktøjet ser 100 referring domains.

Grafanalysen kan vise én klynge.

AI-illustration af mange forskellige websites samlet i den samme linkklynge

Maskinlæring og kunstige linkmiljøer

Et simpelt regelbaseret system kunne lede efter bestemte ord, identiske HTML-skabeloner eller et bestemt antal udgående links.

Sådanne regler er relativt nemme at omgå. Man kan ændre designet, flytte websitet til en anden server, variere ankerteksten og omskrive artiklerne.

Maskinlæring gør det muligt at analysere kombinationer, relationer og tilbagevendende strukturer frem for kun identiske kendetegn.

To websites behøver derfor ikke ligne hinanden for at udføre samme funktion i linkgrafen.

Indholdet kan være forskelligt. Funktionen kan være den samme.

SpamBrain og linkspam

Her behøver vi ikke kun spekulere over, hvad Google teoretisk kan gøre.

I forbindelse med December 2022 Link Spam Update beskrev Google, hvordan SpamBrain – Googles AI-baserede spamforebyggelsessystem – kunne identificere både websites, der køber links, og websites, der anvendes med det formål at sende udgående links videre.

Google forklarede samtidig, at når effekten fra unaturlige links neutraliseres, går den rankingfordel, linksene tidligere kunne have skabt, tabt.

Det ligger bemærkelsesværdigt tæt på funktionen i det, jeg her kalder en linklosseplads.

Læs Googles originale artikel om December 2022 Link Spam Update og SpamBrain

Det er vigtigt at forstå, hvad neutralisering kan betyde.

Artiklen kan stadig eksistere. Linket kan stadig være follow. Den ønskede ankertekst kan stadig stå på siden. Og et backlinkværktøj kan fortsat registrere linket som endnu et referring domain.

Det betyder ikke nødvendigvis, at Google tillægger linket den rankingværdi, man købte det for at opnå.

Publikum, medielinks og forældreløse sider

Der er også en anden dimension, som ofte forsvinder i diskussionen om linkværdi:

Har websitet et reelt publikum – og hvilken position har den konkrete side i websitets egen struktur?

Rangerer websitet på de emner, det skriver om? Bliver indholdet fundet? Bliver siden omtalt eller citeret af uafhængige websites?

Har andre fundet indholdet værdifuldt nok til selv at linke til det?

Lav trafik gør ikke automatisk et website dårligt. Et lille specialiseret fagsite kan have få besøgende og samtidig være en fremragende kilde med stor relevans inden for sit område.

Men hvis et website stort set ikke har synlighed, næsten ingen uafhængig omtale modtager og hovedsageligt består af artikler med links til virksomheder, er spørgsmålet relevant:

Hvor skulle den store autoritet, som linket angiveligt skal overføre, komme fra?

Et website bliver ikke autoritativt, blot fordi det eksisterer.

Et kendt medienavn gør ikke automatisk linket stærkt

Den samme problemstilling findes i en lidt anden form ved de såkaldte medielinks, hvor en virksomhed køber en artikel eller advertorial på et kendt mediedomæne.

Jeg har tidligere set nærmere på hvad der sker med købte medielinks, når artikler med tiden mister deres interne forbindelser. Her er problemstillingen interessant i en større sammenhæng, fordi den konkrete sides placering i linkgrafen kan ændre sig markant over tid.

Her kan domænet på overfladen se meget attraktivt ud. Det kan være et stort medie med høj synlighed, mange indgående links og betydelig autoritet.

Men det fortæller ikke nødvendigvis ret meget om den konkrete side, hvor det købte link bliver placeret.

En separat struktur inde i det store medie

Disse artikler bliver typisk heller ikke behandlet som mediets almindelige redaktionelle artikler.

De kommer normalt ikke på mediets almindelige forside og kan både visuelt og strukturelt adskille sig fra det journalistiske indhold.

I stedet kan de være samlet i en særskilt sektion, hvor en eller flere mellemsider eller oversigtssider forbinder de kommercielle artikler med resten af websitet.

Det er en vigtig detalje.

For når man køber linket, køber man ikke nødvendigvis den samme interne placering, som mediets almindelige journalistiske artikler har.

Man køber en URL på det samme domæne, men URL’en kan befinde sig i en helt anden del af websitets interne linkgraf.

Mellemsiden har kun begrænset plads

Problemet bliver særlig interessant over tid.

Den mellemside, der forbinder advertorials og andre kommercielle artikler med resten af mediet, har ikke ubegrænset plads.

Når nye artikler kommer til, bliver ældre artikler skubbet længere tilbage. På et tidspunkt kan de falde helt ud af den oversigt eller mellemside, som tidligere gav dem et internt link.

Det betyder, at artiklen godt kan have en tydelig intern forbindelse ved publiceringen, men en langt svagere forbindelse senere.

Hvis artiklen samtidig ikke findes i XML-sitemap og ikke modtager andre interne links fra mediet, kan den i praksis ende som en forældreløs side – en orphan page.

Linket findes stadig – men hvad er der tilbage omkring det?

Det interessante er, at næsten alt på overfladen stadig kan se normalt ud.

URL’en eksisterer fortsat. Serveren kan fortsat returnere HTTP 200. Artiklen ligger stadig på det kendte mediedomæne. Stockfotoet står der stadig. Teksten står der stadig. Og de ét til tre links med de købte ankertekster står der stadig.

Et backlinkværktøj kan derfor fortsat registrere:

“Du har et backlink fra dette store medie.”

Men det fortæller ikke, hvordan den konkrete artikel på dette tidspunkt er forbundet med resten af mediet.

Domænet er det samme. URL’en er den samme. Linket er det samme. Men placeringen i linkgrafen kan have ændret sig markant.

Domænets styrke er ikke automatisk sidens styrke

Det er derfor problematisk alene at vurdere et medielink ud fra mediets navn eller en høj DR-, DA- eller tilsvarende domænemetrik.

Et stort mediedomæne kan have millioner af interne og eksterne forbindelser. Det betyder ikke, at enhver URL på domænet automatisk får den samme styrke.

Den konkrete side skal stadig være forbundet med noget.

Hvis en advertorial kun har fået sin interne forbindelse gennem en begrænset mellemside, og denne forbindelse senere forsvinder, bør man ikke uden videre antage, at linkets oprindelige forudsætninger er uændrede.

Det bliver endnu mere interessant, hvis artiklen heller ikke findes i XML-sitemap og ikke har andre interne indgående links.

Så kan man stå med en artikel på et meget stærkt domæne, som strukturelt befinder sig langt ude i periferien af domænets egen linkgraf.

En medieplacering bør kontrolleres over tid

Hvis man køber denne type medielinks, er det efter min mening ikke tilstrækkeligt at kontrollere placeringen den dag, artiklen bliver offentliggjort.

Det interessante er også at undersøge den igen senere – eksempelvis efter 6, 12 eller 24 måneder:

  • Har den konkrete artikel stadig interne links?
  • Hvor kommer de interne links fra?
  • Findes artiklen fortsat på den mellemside eller oversigtsside, hvor den oprindeligt blev placeret?
  • Hvor mange klik ligger artiklen fra en aktiv del af mediet?
  • Findes URL’en i XML-sitemap?
  • Har artiklen opnået andre interne eller eksterne links?
  • Kan den findes gennem mediets normale navigation eller arkivstruktur?

Det fortæller langt mere om den konkrete placering end blot at konstatere, at artiklen stadig svarer med statuskode 200.

Fra medielink til linklosseplads

Det bringer os tilbage til artiklens overordnede pointe.

Hvis et medie over tid producerer store mængder kommercielle artikler, hvor hver artikel hovedsageligt består af en tekst omkring ét til tre købte links, og de ældre artikler efterfølgende glider ud af den begrænsede interne struktur, opstår der et interessant miljø.

Artiklerne bliver ikke nødvendigvis slettet.

Linksene bliver ikke nødvendigvis fjernet.

Men siderne kan ende med stort set kun at eksistere som isolerede dokumenter med kommercielle udgående links.

Og så begynder den del af mediet strukturelt at ligne noget af det, jeg i denne artikel kalder linklossepladsen.

Det er ikke mediets logo eller domænenavn, der i sig selv afgør værdien.

Det interessante er den konkrete sides placering og funktion i netværket:

Hvem linker til siden, hvorfra kommer forbindelserne, eksisterer de stadig – og hvilken rolle spiller siden i websitets samlede linkgraf?

Det er endnu et eksempel på, hvorfor moderne linkanalyse ikke bør stoppe ved spørgsmålet:

“Hvilket domæne kommer linket fra?”

Man bør også spørge:

“Hvor i domænet lever siden – og er der stadig nogen vej ind til den?”

Brugerinteraktion og Chrome

Her kommer brugerdata ind i diskussionen.

Dokumenter og vidneudsagn fra de amerikanske konkurrenceretssager mod Google har givet offentligheden større indblik i Googles anvendelse af brugerinteraktionsdata i forbindelse med søgning.

Chrome indgår også i diskussionen om Googles adgang til store mængder data om brugeradfærd på nettet.

Men her skal man skelne mellem det dokumenterede og de mere vidtgående SEO-fortolkninger.

Vi kan ikke dokumentere en simpel regel, der hedder:

“Google tager besøgstiden fra Chrome og bruger den direkte som rankingfaktor.”

Så enkelt bør sammenhængen ikke fremstilles.

Det relevante er snarere, at Google råder over omfattende signaler og brugerinteraktionsdata, mens et websites faktiske anvendelse kun er én del af et langt større billede.

Derfor er spørgsmålet interessant:

Er dette et website, som mennesker faktisk opsøger og bruger – eller eksisterer det primært, fordi links skal placeres et sted?

Google behøver ikke ramme linket direkte

Det bliver særlig aktuelt i forbindelse med Googles spam updates.

Der har eksempelvis været diskussion om, hvorvidt September 2026 Spam Update direkte omfatter linkspam.

Google har ikke i den oprindelige annoncering specificeret alle de spamkategorier, som denne konkrete opdatering retter sig imod.

Men spørgsmålet “rammer denne spam update links?” kan være for snævert.

Google behøver ikke nødvendigvis angribe selve backlinket for at ændre dets forudsætninger.

Hvis artiklen, websitet eller hele miljøet omkring linket degraderes på grund af spam eller skaleret indholdsproduktion uden tilstrækkelig brugerværdi, står backlinket pludselig i et andet miljø.

Google kan med andre ord ramme miljøet, som linket lever i.

Man køber ikke bare:

<a href="...">børnetøj</a>

Man køber en placering i et dokument, på et website og i et større linkmiljø.

Hvis dokumentet eller miljøet mister værdi, ændrer linkets forudsætninger sig også.

AI gør masseproduktionen lettere

Netop her opstår et paradoks.

AI gør det lettere end nogensinde at bygge kunstige miljøer.

Tidligere krævede det betydelige ressourcer at registrere mange domæner, opsætte websites og producere store mængder nogenlunde læsbart indhold.

Generativ AI har ændret økonomien. Artikler, metadata, billeder og hele websites kan produceres langt hurtigere og billigere.

Det gør det muligt at sætte 20 nye sider, 50 nye sider og nogle steder endnu flere i produktion pr. måned.

Men flere domæner løser ikke nødvendigvis problemet. De kan tværtimod gøre mønstret tydeligere.

Hvis 50 nye websites igen bygges omkring generiske kommercielle søgeord, publicerer samme type indhold og hovedsageligt eksisterer for at sende links videre til betalende virksomheder, har man måske ikke skabt 50 uafhængige websites.

Man har skabt:

50 nye datapunkter i den samme linkgraf.

AI-illustration af masseproduktion af websites, der bliver en del af samme linknetværk

Unikke tekster fjerner ikke nødvendigvis mønstret

Man kan variere teksterne, designet, IP-adresserne, domæneregistreringerne og ankerteksterne. AI kan samtidig gøre hver artikel sprogligt unik.

Men den strukturelle funktion kan stadig være den samme.

Google beskriver scaled content abuse som produktion af mange sider, hvor det primære formål er at manipulere søgerangeringer frem for at hjælpe brugerne.

Google nævner blandt andet generativ AI anvendt til at skabe mange sider uden tilstrækkelig værdi og oprettelse af flere websites med det formål at skjule produktionens skalerede karakter.

Læs Googles originale Spam Policies – herunder scaled content abuse og link spam

Fire spam updates i 2026

At Google ikke har løst spamproblemet betyder ikke, at virksomheden står stille.

Googles egen Search Status Dashboard viser, at der indtil den 28. september 2026 er annonceret fire spam updates alene i 2026.

Faktaboks: Googles spam updates i 2026

24. marts 2026: March 2026 Spam Update

24. juni 2026: June 2026 Spam Update

18. august 2026: August 2026 Spam Update

24. september 2026: September 2026 Spam Update

Derudover gennemførte Google blandt andet March 2026 Core Update fra 27. marts og May 2026 Core Update fra 21. maj.

Det er vigtigt ikke at blande de to typer opdateringer sammen. En core update er ikke det samme som en spam update, og Google har ikke sagt, at alle spam updates i 2026 specifikt har været rettet mod linkspam.

Google oplyser samtidig, at deres automatiske systemer til detektion af søgespam arbejder løbende. Spam updates offentliggøres, når Google foretager mere markante forbedringer af disse systemer.

Kilde: Google Search Status Dashboard

Kilde: Google – Search spam updates and your site

Fire spam updates på godt seks måneder fortæller ikke, hvilke enkelte signaler Google har ændret.

Det dokumenterer derimod, at Googles arbejde med spamdetektion fortsætter.

Google beskriver selv SpamBrain som sit AI-baserede spamforebyggelsessystem og skriver, at systemet løbende forbedres, så det blandt andet bliver bedre til at opdage nye former for spam.

En spam update skal derfor heller ikke forstås sådan, at Google leder efter spam i nogle få dage og derefter slukker systemet igen.

De automatiske systemer arbejder hele tiden.

Nogle går under radaren

Det betyder ikke, at Google finder alt. Det gør Google åbenlyst ikke.

Der vil være websites og hele linkmiljøer, der går under radaren. Der vil være købte links, som fortsat ser ud til at have effekt, og der vil komme nye metoder, som fungerer i kortere eller længere perioder.

Men der er stor forskel på at konstatere:

“Det virker i dag.”

og at konkludere:

“Derfor er den hellige grav velforvaret.”

Det sidste er næppe en særlig langsigtet måde at drive forretning på.

Vi skal heller ikke forvente, at Google sidder på hænderne, mens generativ AI gør det stadig lettere at masseproducere kunstige websites, indhold og linkmiljøer.

Det bliver i stigende grad et kapløb mellem generering og genkendelse.

AI-illustration af analyse og genkendelse af mønstre i et stort linkmiljø

På den ene side bliver det lettere at skabe miljøet.

På den anden side bliver mulighederne for at analysere enorme datamængder og finde tilbagevendende strukturer bedre.

Fra backlink til forretningsrisiko

For virksomheden bør spørgsmålet derfor ikke kun være:

“Kan disse links forbedre mine placeringer i dag?”

Det bør også være:

“Vil jeg bygge min organiske synlighed på, at Google heller ikke identificerer miljøet i morgen?”

Det er forskellen mellem en kortsigtet SEO-taktik og en langsigtet strategi.

Et keyword-domæne er ikke spam. Et website med lav trafik er ikke automatisk dårligt. En sponsoreret artikel er ikke automatisk et problem. Og et kommercielt backlink er ikke nødvendigvis værdiløst.

Ingen enkelt observation er en facitliste.

Det er kombinationen, der er interessant

  • Generiske kommercielle domænekonstruktioner.
  • Påstande om bedste, kvalitet og udvalgte uden synlige kriterier.
  • Uklar afsender og begrænset gennemsigtighed.
  • Begrænset selvstændig synlighed.
  • Store mængder kommercielt indhold.
  • Muligheden for at købe omtale og links.
  • Gentagne destinationer.
  • De samme strukturer på tværs af mange forskellige domæner.
  • Kommercielle medieartikler, der med tiden mister deres interne links.
  • Advertorials, der ender som forældreløse sider uden en tydelig vej ind fra resten af websitet.

Tilsammen kan signalerne tegne en struktur.

Og netop derfor bør moderne linkbuilding ikke kun handle om at tælle links og referring domains.

Den bør også handle om at forstå det miljø, linket kommer fra – og den konkrete sides placering i dette miljø.

Du kan købe et link fra et nyt domæne. Du kan vælge en anden IP-adresse. Du kan skrive en unik artikel. Du kan variere ankerteksten. Du kan ændre designet. Og med AI kan du masseproducere hele miljøet.

Du kan også købe et link på et af landets stærkeste mediedomæner.

Men hvis den konkrete side efter en periode mister forbindelsen til resten af mediet og ender som en isoleret URL, er domænenavnet alene ikke et svar på, hvilken værdi linket har.

Jo større det kunstige miljø bliver, desto flere data producerer det samtidig om sin egen struktur.

Du ser måske 100 forskellige domæner.

Maskinen kan se mønstret, der forbinder dem.


Fakta om forfatter og virksomhed

Faglig baggrund

René Madsen har arbejdet professionelt med søgemaskiner og SEO siden 1999. Han har fulgt udviklingen fra de tidlige søgemaskiner og PageRank til Googles nuværende søgesystemer og har gennem årene arbejdet praktisk med blandt andet linkbuilding, linkprofiler og analyse af links.

I forbindelse med denne artikel er der desuden anvendt data fra egenudviklede værktøjer til analyse af linkstrukturer og tekniske footprints.

Kort om Online Marketing

Virksomhedsnavn: Online Marketing
CVR: 18930099
Etableret: 1995
Professionel SEO siden: 1999
Officiel virksomhedsregistrering: Datacvr

Denne artikel er sjette del i serien Linkbuilding – fra PageRank til AI og linklossepladsen

✔ Del 1: Links er ikke døde – men ikke alle links fortjener at leve

✔ Del 2: Den øde ø – hvor meget er dit link egentlig værd?

✔ Del 3: Fra linkkataloger til industrielle linkmarkeder

✔ Del 4: Tier linkbuilding – da vi byggede links til vores links

✔ Del 5: PBN, forskellige IP-adresser og “diversitet”

✔ Del 6: AI, linkgrafen og linklossepladsen (du læser den nu)

✔ Del 7: Hvis vi ikke skal købe links, hvad skal vi så gøre?

De kommende dele offentliggøres løbende.

Posted in Google

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *